Jeg har skrevet den i to "versioner", altså ud fra to pigers synspunkt...håber I vil nyde at læse den:
Kapitel 1-Marias version
Jeg sætter mig i stolen, og rykker lidt væk fra Sara. Jeg vrider mig under hendes blik, men hvad skulle jeg ellers have gjort? Skulle hun gå ustraffet fra, at have pint og plaget mig, i hele min gymnasietid? Rektor Danielsen ser vredt og skamfuldt på os begge. Hans buskede øjenbryn bliver klemt sammen, under hans så arrige blik, og jeg tænker på, om han mon ville kværke os begge, hvis det ikke var for de to politibetjente bag os. Jeg kigger skyldbetynget ned på mine håndflader, der er helt våde af sved.”Vil I være så venlige, at forklare mig, hvorfor nogle af mine bedste elever, nogensinde, ville gøre sådan noget?” brummer han. Jeg prøver på at huske, tænker over hvorfor jeg nogensinde har mødt hende:
Det skete lige i det øjeblik. Da jeg så ham med flot hår, lækker krop og smukke glimtende øjne.
Netop i det øjeblik opdagede jeg for første gang kærligheden. Og det var allerede der skaden var sket. For at gå helt tilbage til der, hvor jeg mødte ham, skal jeg virkelig langt tilbage. Dengang hvor jeg elskede fodbold, og var fuldstændig ligeglad med, hvor dårlig jeg så end var til det. Det var dengang…
Det skete lige i det øjeblik. Da jeg så ham med flot hår, lækker krop og smukke glimtende øjne.
Netop i det øjeblik opdagede jeg for første gang kærligheden. Og det var allerede der skaden var sket. For at gå helt tilbage til der, hvor jeg mødte ham, skal jeg virkelig langt tilbage. Dengang hvor jeg elskede fodbold, og var fuldstændig ligeglad med, hvor dårlig jeg så end var til det. Det var dengang…
Jeg står på en fodboldbane. Bolden kommer hen imod mig, men jeg står helt stille, glemmer fuldstændig tid og sted, min hjerne går ligesom kold, og alt snurrer rundt. Snurrer sig rundt og rundt om ham, hans ansigt. Han står og kigger på mig, med de smukkeste, dybeste blå øjne jeg nogensinde havde set. Og i det næste øjeblik er han væk, og alt kommer tilbage igen. Lyden, hvor jeg kan høre alle mine venner råbe ad mig, og skælde mig ud, mens andre spørger om jeg er okay. Og synet, alt bliver skarpt og klart, og jeg kigger rundt på de andre som en total idiot. En af de andre spillere tager bolden og skyder, som hun altid gør, op over målet, så hårdt at den ryger igennem træerne og om på den anden side. Jeg ved, fra erfaring, at der vil blive en stor diskussion om hvem, der skal hente bolden, så jeg løber i forvejen om på den anden side, bare for at få noget andet at tænke på. Og i det øjeblik jeg når om på den anden side, ser jeg ham igen. Denne gang ligger han på jorden, med bolden liggende ved siden af. Han har lukkede øjne, og jeg frygter at han er bevidstløs. Jeg tager bolden, og sætter mig ved siden af ham. Tager mit øre til hans mund, og hører hans stille åndedræt. Åh, den lyd var himmelsk. Jeg sætter mig på knæ, og ser ned på ham, venter på at han skal åbne øjnene. Jeg triller bolden med mine hænder, mens mit blik er fuldt ud fokuseret på hans ansigt og dets udtryk. Pludselig ser jeg hans ansigtsudtryk skifte fra ingenting til pinefuldt, og han åbner langsomt øjnene og kigger op på mig, mens han tager sig til hovedet med sin venstre hånd.
”Undskyld, undskyld, undskyld,” siger jeg, og stopper med at trille bolden, ”er du okay?”
Han svarer med den smukkeste, blødeste stemme jeg nogensinde havde hørt: ”Ja, øh... det tror jeg.” Han føler efter på arme og ben, og kommer til sidst til den konklusion, at han er okay. Han sætter sig op og kigger mig ind i øjnene.
”Kender jeg dig?” han kigger dramatisk spørgende på mig, og jeg begynder at grine, mens jeg holder hånden over øjnene.
”Nej, det tror jeg ikke,” min stemme knækker over, og så smiler han det sødeste skæve smil, jeg nogensinde havde set. Jeg modstår trangen til, at tage hans hoved i mine hænder, og røre ved hans bløde, perfekte hud. I stedet kigger jeg ham ind i øjnene. De er så blå som havet, hvis ikke lysere, og de er så dybe som det dybeste hul og samtidig så smukke og glimtende.
Da hans blik bliver mere alvorligt og intenst, som om han leder efter noget i mine øjne, tager jeg blikket til mig, og kigger den anden vej.
”Nå, men så må jeg nok også videre,” siger jeg, og kigger igennem træerne om til mine veninder, der stadig er i gang med at diskutere. Så vender mit blik tilbage til ham, og han ser spørgende på mig. Jeg smiler og siger grinende: ”Ses måske senere.” Så rejser jeg mig og tager bolden imellem mine hænder, mens jeg løber ind på banen igen.
Håber I vil læse med igen imorgen. Indtil da, husk! Kærlighed er ingenting, hvis man ikke har en at dele den med. --- Isa
”Undskyld, undskyld, undskyld,” siger jeg, og stopper med at trille bolden, ”er du okay?”
Han svarer med den smukkeste, blødeste stemme jeg nogensinde havde hørt: ”Ja, øh... det tror jeg.” Han føler efter på arme og ben, og kommer til sidst til den konklusion, at han er okay. Han sætter sig op og kigger mig ind i øjnene.
”Kender jeg dig?” han kigger dramatisk spørgende på mig, og jeg begynder at grine, mens jeg holder hånden over øjnene.
”Nej, det tror jeg ikke,” min stemme knækker over, og så smiler han det sødeste skæve smil, jeg nogensinde havde set. Jeg modstår trangen til, at tage hans hoved i mine hænder, og røre ved hans bløde, perfekte hud. I stedet kigger jeg ham ind i øjnene. De er så blå som havet, hvis ikke lysere, og de er så dybe som det dybeste hul og samtidig så smukke og glimtende.
Da hans blik bliver mere alvorligt og intenst, som om han leder efter noget i mine øjne, tager jeg blikket til mig, og kigger den anden vej.
”Nå, men så må jeg nok også videre,” siger jeg, og kigger igennem træerne om til mine veninder, der stadig er i gang med at diskutere. Så vender mit blik tilbage til ham, og han ser spørgende på mig. Jeg smiler og siger grinende: ”Ses måske senere.” Så rejser jeg mig og tager bolden imellem mine hænder, mens jeg løber ind på banen igen.
Håber I vil læse med igen imorgen. Indtil da, husk! Kærlighed er ingenting, hvis man ikke har en at dele den med. --- Isa
Ingen kommentarer:
Send en kommentar