lørdag den 30. juli 2011

Det perfekte par: Kapitel 2

Så er jeg klar med det andet kapitel i historien/romanen "Det perfekte par... næsten":
Kapitel 2

Den næste gang jeg ser ham er til en af de mange gymnasiefester. Han står i en krog, omringet af en masse mennesker. Hans øjne glimter ikke, tværtimod er de mere matte i det, og han kigger søgende rundt. Hans øjne scanner rummet hurtigt igennem, men hvad det end er han leder efter, så er det ikke til at finde. Han går langsomt med bøjet hoved mod hovedindgangen, mens han hele tiden kigger til siderne. Hans blik falder på hoveddøren, hvor der kommer en pige løbende ind. Hans øjne lyser op, og han løber hende i møde. Han smiler om kap med hende, og deres læber mødes til et fælles kys. Han løfter hende op i hans arme, og de står i lang tid bare der, og krammer og smiler, og kysser og griner. Mine øjne fryser fast på dem. Mit blik kan ikke flytte sig. Min hjerne reagerer ikke, tager bare alle billederne ind. Ham, der kysser en anden pige. Omfavner hende og kærtegner hende. Hvorfor kunne jeg ikke fatte det? Hvorfor virkede det så surrealistisk? Hvorfor havde jeg ikke tænkt på noget før at en sød og charmerende fyr som ham, havde en pige? En kæreste, en soulmate, som han bare ikke kunne leve uden? Hvorfor havde jeg ikke tænkt på det? Jeg havde trodssalt kun mødt ham én gang, og det gav mig vel ikke ret til at blive jaloux og kalde hende en billig luder, gjorde det? Gjorde det? Nej. Jeg måtte bare leve videre. Måtte bare leve mit normale liv, som jeg, hej, for resten altid har levet lige indtil det her skete. Lige indtil den *#%¤@ af en *^¨”#* kom og kyssede ham, som jeg for øvrigt ikke engang ved hvad hedder endnu! Måske skulle jeg bare droppe det? Bare sige: ’Hej, jeg har et liv der skal leves her! Jeg kan ikke spilde tid på en dreng, som jeg ikke engang ved hvad hedder!’ Ja, det ville jeg gøre. Det vil jeg gøre. Men hvis det er så uvigtigt, så ligegyldigt, hvorfor bliver jeg så ved med at stirre på dem. De måtte da opdage det før eller senere. Min hjerne måtte da reagere før eller senere. Mine øjne måtte da flakke, før eller senere. Ikke?

 Jeg mærker en hånd på min skulder, og et lille overrasket hvin undslipper mine læber. Verden begynder igen at dreje rundt, og lyden trænger igen igennem mine ører. Jeg vender mig om, og ser lækre, men hamrende irriterende Jonas stå bag mig. Han smiler et stort smil, et af dem hvor man kan se alle tænderne, inklusive dem der er allerbagerst. Han tager hans hånd i min.
”Hej, hvad så der Lulu-pigen?” spørger han, og griner højt.
”1. lad vær med at holde mig i hånden,” siger jeg, og tager hånden til mig, ”og 2. lad vær med at kalde mig Lulu-pigen, det er så originalt. Og 3. der sker ikke så meget, hvad sker der for dig?” Jeg smiler, og banker knytnæven sammen med hans. Han smiler, og ryster sin hånd et par gange.
”Ikke så meget, men wow du er begyndt at slå hårdt Lille-tøsen hva´?” han griner og giver mig et klap på skulderen.
”Jeg har jo sagt det, det er så originalt. Find på noget bedre, Stodder,” siger jeg og griner, og banker næven ind i højre del af brystkassen på ham. Så går jeg slentrende ind på toilettet for at tisse af.

Hvis I ikke allerede har gættet det, så er jeg lidt af en drengepige, men hey, det skal man jo være i Århus, ik´? Jeg mener, enten er man en drengepige, eller også er man en dulle, ik´? Jeg har i hvert fald ikke set andet end de to hovedgrupper på min skole. Nå jo, der er jo også lige emo’erne, men ellers er vi ret dårlige til at være normale gymnasiepiger. Man kan jo så vende det om, og sige at det er normalt at være enten en dulle eller en emo eller en drengepige, men det virker ret besværligt, ik´?

Da jeg kommer ud fra toiletbåsen i hjørnet, ser jeg hende pigen som kyssede Dybe-blå-øjne-drengen lige før. Jeg bevæger mig langsomt mod en af håndvaskene og tager lidt sæbe på den ene hånd.
”Hej, jeg hedder Sara, og du?” spørger hun uden varsel, og tager hendes hånd frem. Det virker lidt mærkeligt at hun spørger om det sådan uden videre, men hvad pokker. Hvis pigen ville lære mig at kende, så ville hun lære mig at kende. Jeg vaskede hænderne, tørrede dem i nogle få stykker papir, og tog så hendes hånd og rystede den op og ned et par gange inden jeg sagde: ”Mar...” Hun løftede afværgende den anden hånd, og så smilte hun lidt hånligt, og trak hånden til sig.
”Ved du hvad Mar? Jeg behøver faktisk ikke engang at vide det. Det eneste jeg behøver at vide er, hvorfor du ikke kan lade Fabian og jeg have et privat øjeblik inden du straks skal overbeglo os?” Hun lo og gav mig et hovent og samtidig hånligt blik. Et jeg indtil videre aldrig havde set sammensat på den måde før. Fabian, det var hans navn, meget gammeldags og meget charmerende. Hende Sara virkede rimelig meget som en bitch. En bitch som havde en meget god iagttagelsesevne og som godt kunne lide at have private øjeblikke, interessant. Men hvorfor havde en fyr som Fabian valgt at blive kæreste med en bitch? Måske var han meget anderledes end jeg lige gik rundt og troede.
”Øh,” var mit meget geniale svar. Hvad skulle jeg sige? At jeg ikke kiggede på dem, men nogen i baggrunden? At jeg godt kunne lide Fabian, selvom jeg først nu havde fået at vide at han hed Fabian? Behøvede jeg overhovedet at svare? Kunne jeg ikke bare gå ud af døren bag hende uden at svare? Ville det virke kujonagtigt? Ville det virke som om hun havde vundet? Ja.  Jeg gik et par skridt tættere på hende.
”Bare så du ved det, så har jeg samlet alle mine veninder derude, plus Fabian, der er klar til at redde mig hvis du pludselig springer på mig,” sagde hun både nervøst, men også hånligt, som om jeg var et eller andet vildt dyr, der ikke kunne kontrollere mig selv. Men hvis det gjorde hende bange, så fint med mig, hun var lige gået fra at være en høflig og sød pige som jeg sagtens kunne blive veninder med, til en klam bitch der stjal alles kærester. Hvordan kunne man nogensinde blive veninde med hende?
”Og bare så du ved det,” sagde jeg iskoldt, ”så har jeg også venner derude, ’hvis du pludselig springer på mig’.” Jeg smilede ondt, og tog nogle flere papirstykker i hånden.
”Jeg så godt en af dine venner derude. Han lignede ikke en af de skarpeste knive i skuffen,” sagde hun hånligt, og smilede et grumt smil.
”Som om dine veninder er noget at prale med ,” sagde jeg lige så hånligt, og lagde hovedet tilbage og lo en ondskabsfuld latter, ”og for resten, så skal du ikke kritisere Jonas, eller nogen anden af mine venner, nogensinde igen, er det forstået?” Hun gik et par skridt tættere på mig og sagde så:” Hvad tror du selv, Freak?” Jeg gik et par skridt tilbage, rasende og hævngerrig. Så gik jeg ind på toilettet igen, tog lidt mere papir i min hånd, dyppede den ned i toiletvandet, uden at min egen hånd rørte det. Så gik jeg tilbage, med min hånd med de våde papirstumper bagpå ryggen, og stillede mig få centimeter fra hende.
”Jeg har været høflig og venlig indtil videre, så hvis du tør, så gentag det venligst en gang til,” sagde jeg, og kneb mine øjne let sammen. Det samme gjorde hun, inden hun gentog: ”Jeg sagde, ’hvad tror du selv, freak’.” Jeg skreg, og tog den hånd hvor de våde papirstumper ikke var, rundt om hendes hals inden jeg skubbede hende helt ind i en krog.
”Nu skal jeg vise dig, hvad jeg tror!” råbte jeg, og klaskede halvdelen af papirstumperne i hendes ansigt, og resten smurte jeg rundt i hendes hår.
”Så gentager jeg igen, lad vær med at kritisere Jonas eller nogen af mine venner igen, forstået?” jeg skreg det ind i hendes hoved, som blev hvidere for hvert sekund. Hun nikkede lidt, og hviskede stammende: ”Forstået.”

 Jeg havde vundet. Det gode havde sejret over det onde. Bitchen var blevet besejret og de levede nu alle lykkeligt til deres dages ende. Jeg slap grebet, og hun røg ned på gulvet mens hun hulkede. Det bedste var, at med den løbende mascara og den læbestift der var blandet sammen med øjenskyggen og rougen på kinden, ville hun næppe komme til at kysse flere drenge i aften. Så ja, selvfølgelig smilede jeg da jeg gik ud af døren, og ind i festsalen igen. Og jeg havde ikke engang dér skyldfølelse, men jeg kunne godt høre inden i mit indre øre at det her, det krævede hævn.
Det var andet kapitel. Følg med igen imorgen, hvor jeg lægger det tredje kapitel ind. Husk! Kærlighed er ingenting, hvis man ikke har en at dele den med.
                                                                                      --- Isa

fredag den 29. juli 2011

Det perfekte par: Kapitel 1

Her er første kapitel af min historie/roman "Det perfekte par... næsten". Den handler om kærlighed, venskab og så er den ellers proppet med drama.
Jeg har skrevet den i to "versioner", altså ud fra to pigers synspunkt...håber I vil nyde at læse den:

Kapitel 1-Marias version

Jeg sætter mig i stolen, og rykker lidt væk fra Sara. Jeg vrider mig under hendes blik, men hvad skulle jeg ellers have gjort? Skulle hun gå ustraffet fra, at have pint og plaget mig, i hele min gymnasietid? Rektor Danielsen ser vredt og skamfuldt på os begge. Hans buskede øjenbryn bliver klemt sammen, under hans så arrige blik, og jeg tænker på, om han mon ville kværke os begge, hvis det ikke var for de to politibetjente bag os. Jeg kigger skyldbetynget ned på mine håndflader, der er helt våde af sved.”Vil I være så venlige, at forklare mig, hvorfor nogle af mine bedste elever, nogensinde, ville gøre sådan noget?” brummer han. Jeg prøver på at huske, tænker over hvorfor jeg nogensinde har mødt hende:
Det skete lige i det øjeblik. Da jeg så ham med flot hår, lækker krop og smukke glimtende øjne.
Netop i det øjeblik opdagede jeg for første gang kærligheden. Og det var allerede der skaden var sket. For at gå helt tilbage til der, hvor jeg mødte ham, skal jeg virkelig langt tilbage. Dengang hvor jeg elskede fodbold, og var fuldstændig ligeglad med, hvor dårlig jeg så end var til det. Det var dengang…

Jeg står på en fodboldbane. Bolden kommer hen imod mig, men jeg står helt stille, glemmer fuldstændig tid og sted, min hjerne går ligesom kold, og alt snurrer rundt. Snurrer sig rundt og rundt om ham, hans ansigt. Han står og kigger på mig, med de smukkeste, dybeste blå øjne jeg nogensinde havde set. Og i det næste øjeblik er han væk, og alt kommer tilbage igen. Lyden, hvor jeg kan høre alle mine venner råbe ad mig, og skælde mig ud, mens andre spørger om jeg er okay. Og synet, alt bliver skarpt og klart, og jeg kigger rundt på de andre som en total idiot. En af de andre spillere tager bolden og skyder, som hun altid gør, op over målet, så hårdt at den ryger igennem træerne og om på den anden side. Jeg ved, fra erfaring, at der vil blive en stor diskussion om hvem, der skal hente bolden, så jeg løber i forvejen om på den anden side, bare for at få noget andet at tænke på. Og i det øjeblik jeg når om på den anden side, ser jeg ham igen. Denne gang ligger han på jorden, med bolden liggende ved siden af. Han har lukkede øjne, og jeg frygter at han er bevidstløs. Jeg tager bolden, og sætter mig ved siden af ham. Tager mit øre til hans mund, og hører hans stille åndedræt. Åh, den lyd var himmelsk. Jeg sætter mig på knæ, og ser ned på ham, venter på at han skal åbne øjnene. Jeg triller bolden med mine hænder, mens mit blik er fuldt ud fokuseret på hans ansigt og dets udtryk. Pludselig ser jeg hans ansigtsudtryk skifte fra ingenting til pinefuldt, og han åbner langsomt øjnene og kigger op på mig, mens han tager sig til hovedet med sin venstre hånd.
”Undskyld, undskyld, undskyld,” siger jeg, og stopper med at trille bolden, ”er du okay?”
Han svarer med den smukkeste, blødeste stemme jeg nogensinde havde hørt: ”Ja, øh... det tror jeg.” Han føler efter på arme og ben, og kommer til sidst til den konklusion, at han er okay. Han sætter sig op og kigger mig ind i øjnene.
”Kender jeg dig?” han kigger dramatisk spørgende på mig, og jeg begynder at grine, mens jeg holder hånden over øjnene.
”Nej, det tror jeg ikke,” min stemme knækker over, og så smiler han det sødeste skæve smil, jeg nogensinde havde set. Jeg modstår trangen til, at tage hans hoved i mine hænder, og røre ved hans bløde, perfekte hud. I stedet kigger jeg ham ind i øjnene. De er så blå som havet, hvis ikke lysere, og de er så dybe som det dybeste hul og samtidig så smukke og glimtende.
Da hans blik bliver mere alvorligt og intenst, som om han leder efter noget i mine øjne, tager jeg blikket til mig, og kigger den anden vej.
”Nå, men så må jeg nok også videre,” siger jeg, og kigger igennem træerne om til mine veninder, der stadig er i gang med at diskutere. Så vender mit blik tilbage til ham, og han ser spørgende på mig. Jeg smiler og siger grinende: ”Ses måske senere.” Så rejser jeg mig og tager bolden imellem mine hænder, mens jeg løber ind på banen igen.

Håber I vil læse med igen imorgen. Indtil da, husk! Kærlighed er ingenting, hvis man ikke har en at dele den med.                                                                                                                                           --- Isa

Velkommen! - Eller noget i den stil :D.

Hejsa alle sammen!
Det er mig, Isa, der har oprettet denne blog, for at kunne lægge alle mine (mindre og bedre gode) historier ud. Så jeg håber da på, at I vil kommentere på dem, på godt og ondt, og så ellers bare nyde dem.
Har tænkt på at gøre dette længe, men har altid kommet fra det igen, af en eller anden grund. Men nu har jeg så fået det gjort, og imorgen sætter jeg en masse (tonsvis) historier ind.
Jeg sætter også en enkelt ind idag. Jeg er også godt i gang med en længere historie (en form for roman), hvor jeg faktisk har været nødt til at lave kapitler. Så hver eneste dag (håber da på at kunne være online hver dag) vil jeg sætte et nyt kapitel ind.
Det var vidst alt indtil videre :D. Hav en god aften, og læs med lidt længere oppe ;).
Husk! Kærlighed er ingenting, hvis man ikke har en at dele den med.


                                                                                                                  --- Isa